Sprogarbejde
Sproget er en vigtig del af barnets udvikling. Det har betydning for barnets sociale relationer, leg, personlige udvikling og generelle kommunikation med omverdenen. Samtidig spiller sproget en central rolle, uanset om barnet går i vuggestue, børnehave eller førskole.
I Børnehuset Molevitten har vi stort fokus på at understøtte barnets sproglige udvikling. Det er ikke kun gennem planlagte aktiviteter, at vi arbejder med sprog. Sproget indgår naturligt i alt, hvad vi gør i løbet af dagen:
- Når vi skaber dialog med barnet under måltiderne.
- Når vi sætter ord på barnets handlinger, for eksempel når det tager overtøj på.
- Når vi støtter børnene i at løse konflikter.
- Når vi synger, rimer og læser sammen.
- Når vi gynger, leger og er fælles om oplevelser.
Sproget er en naturlig del af hele dagen, og især i legen har vi som voksne gode muligheder for at bygge videre på de ord og begreber, som allerede optager barnet. På den måde kan vi udvide barnets ordforråd og styrke dets lyst til at kommunikere.
Sprogtrappen
I Børnehuset Molevitten anvender vi Sprogtrappen, som er et forebyggende sprogpædagogisk redskab, der understøtter et systematisk arbejde med barnets sproglige udvikling og bidrager med specifikke og praksisrelevante metoder til at arbejde med sproget i hverdagen. Sprogtrappen giver os et billede af barnets sproglige kompetencer og hjælper os med, i samarbejde med jer som forældre, at skabe de bedste rammer for barnets videre sproglige udvikling.
Sprogklar – Nebula
Alle ansatte har over en årrække deltaget i en praksisnær uddannelse Nebula – sprogklar, som understøtter alle pædagoger og medhjælperes forståelse af barnets sproglige udvikling og giver konkrete handlemuligheder til at skabe gode sproglige læringsmiljøer.
HANEN – Sprog i Samspil
I Børnehuset Molevitten er vores pædagoger certificeret i konceptet Hanen – Sprog i samspil
Hanen- Sprog i samspil er et børnefokuseret program, der støtter børns sociale og sproglige udvikling på en yderst pædagogisk måde.
Sprogvejledere
Børnehuset Molevitten har 2 sprogvejledere ansat, som har taget den nationale sprogvejlederuddannelse. Sprogvejlederne kommer på alle 3 afdelingerne og sparrer med personalet omkring sprogmiljøet og sprogindsatser på stuen.
Samarbejdspartnere
Vi samarbejder med talelærer/Logopæd fra Herning kommune omkring det enkelte barns sprogudvikling ved behov.
